Nissedal og et kursus i flerrebsklatring.

Fra 29. maj til 1. juni blev der afholdt to dages kursus i flerreblængders klatring og efterfølgende træf i Nissedal, arrangeret af Jakob Lapp, med trofast støtte af Allan Christensen.
Selskabet og opholdet på og ved Hægefjell var dog så godt, at vi alle 6 (instruktører og kursister) blev hængende i 4 dage og gik glip af træffet, men vi fik sandelig klatret en del.
Hvem de andre DB-medlemmer traf på træffet på træfstedet, ved jeg ikke (det så hyggeligt ud, da vi kørte forbi ”Nisser Hyttegrend og Camping”.

Kurset indeholdt en introduktion til klatring af ruter med flere reblængder herunder undervisning i effektive abseilmetoder. Forudsætningen for at deltage var; klippeklatrekursus, at kunne føre IV sikkert og rutineret og et 12 timers førstehjælpskursus.
Når DB annoncerer med ”flere reblængder”, så menes der som regel 8 stk a´ 50 meter, så varedeklarationen holder så rigeligt, hvad den lover. De forskellige effektive abseilmetoder fik vi afprøvet allerede på førstedagen, under omskiftelige vejrforhold (se herunder).
At vi så til gengæld IKKE fik brug for førstehjælpskursus, nødraketter og des lignende, ved jeg ikke rigtigt, om jeg vil beklage.

Den (af mig) annoncerede Århus-fællestur til Nissedal var uden synderlig tilslutning af jyderne, så jeg tog helt alene (+ 25 kg bagage) med toget for at mødes med københavnerne i Gøteborg. På trods af diverse ekstra tog- og færgeudgifter fra Jylland, blev det, takket være en ret positiv øst-indstilling vedr. fællestransport og –pris, overkommeligt for en jyde, at deltage i kurset.
At københavnerne åbenbart aldrig før havde været nord for Kullen og derfor kom 1½ time for sent, fordi de ikke kunne finde Gøteborg, er en historie de hellere selv må fortælle. Men frem kom de i Allan C.`s særdeles udmærkede VW transporter, med tre sidde- og tre liggepladser og masser af plads til bagagen.
At vi ikke fik sovet så meget på den natlige tur gennem Sverige og Norge, skyldes til dels den ”svingende” vejkvalitet og til dels Allans teori om, at man sparer en masse diesel op ad bjerget, bare man kører stærkt nok ned ad bjerget forinden. Vi blev til gengæld ”rystet” godt og grundigt sammen inden kursusstart og alle tilbød venligt Allan at tage en lille tørn bag rattet undervejs, så Allan også kunne få ”sovet”.

Vi ankom trætte til Hægefjell kl. 8 torsdag morgen. Fjeldet tårnede sig 500 m op og fyldte flere kilometer i bredden, et storslået syn, der kan få enhver klatrer til at vågne en lille smule op! Vi kørte lige til foden af klippen i ca. 700 meters højde, hvor vi kunne slå telte op i et udtørret/omdirigeret flodleje, eller i skoven. Der var både vand og toiletter, så alt var nærmest luksus.

Efter morgenmad og indflytning gik turen til klippen, hvor vi delte os i to hold; Jakob (instruktør), Peter og Philip, jeg var på hold med Allan C. (instruktør) og mads.
Vores hold besluttede sig for at klatre ”Sternschnuppe” (ifølge guiden); 11 reblængder, i alt 510 m, UIAA 4, 6-, 6-, 4, 4, 4+, 4, 5-, 4 og tre 2´ere.

Eftersom det var vindstille og solen skinnede, gad jeg ikke tage mere end ”nødvendigt” med, vi skulle jo bare op og ned i solskin. At nogle andre klatrede rundt med alt muligt ”unødvendigt” på ryggen, forstår jeg godt i dag, - nogle (bl.a. mig) har det jo med, kun at tage ved lære af egne erfaringer, - men så husker vi dem til gengæld også tydeligt!
På 2. reblængde blæste det nemlig og det blev overskyet, da kunne jeg godt have brugt noget vindtæt beklædning. Jeg så længselsfuldt 100 m. ned efter min lille blå rygsæk ved foden af ruten.
På 3. reblængde begyndte det at regne og det blæste ganske koldt, jeg hundefrøs, så nu kunne jeg faktisk godt have brugt noget, - både vind- og vandtæt.
På 4. reblængde lånte jeg Allan C.´s vind- og vandtætte jakke, den var desværre ikke vinterforet med elektrisk opvarmning, men lidt varme gav det da.
På 6. reblængde lå Allan med ryggen til vinden, nynnede og slog kroppen i takt til en vemodig 32/8 takts hymne fra hans hjemland, - han frøs i hvert tilfælde ikke, - instruktører fryser faktisk aldrig, hvis de selv skal sige det. Jeg håbede faktisk, at han frøs bare lidt, men tilbød ikke at give ham jakken tilbage, for så kunne det da være, at vi kom ned bare lidt hurtigere.
På 7. reblængde var jeg ikke kun blevet mentalt og fysisk nedfrosset, det pisregnede og klippen var glat, Mads klatrede rundt som om intet var hændt (i en vind- og vandtæt jakke) og forstod ikke helt problematikken.
På 8. reblængde drev vandet ikke længere ned af klippen, næh det havde samlet sig i flere meter brede vandfald, som kunne studeres på meget nært hold, hvad jeg gjorde, - jeg vadede faktisk rundt i dem, med mine små grønne klatresko, fødderne var lysegrønne en uge efter og jeg lignede og følte mig, som en skindød frø!

Allan fandt heldigvis ud af, at det nok ville blive ved med at regne og vi kunne lige så godt tage ned nu, Mads havde slet ikke lyst til at afbryde så tidligt, klokken var kun 19.00 og jeg mente, at jeg burde have ligget i min sovepose for lang tid siden. Der var også kun 190 m, en 4 og tre 2´ere, tilbage, så vi gik nok ikke glip af det helt store.
Så vi fandt et naturligt abseilanker, dvs. et klippestykke, der har et udseende, så man bilder sig ind, at rebet bliver hængende indtil man er nede ved næste abseilanker, - det kan også være et træ, eller lignende. Fra det naturlige abseilanker kunne vi rapelle/traversere 50 meter ned, 20 meter skråt til venstre, over til det boltede anker og derfra bruge de boltede ankre hele vejen ned. At det største vandfald åbenbart udviklede sig på abseilruten bekymrede os egentlig ikke, for at blive ret meget vådere, var vist ganske umuligt. At den sorte del af klippen skiftede karakter fra ”meget friktion” til ”ret olieret” gjorde kun rapellingen delikat og spændende, så hvis ikke man fandt et rids, men gik på det sorte, blev man straks belønnet med et kraftigt herresving til højre.
Da jeg kom ned, var mine sko og det øvrige tøj tørt i rygsækken, selv chokoladen var i bevaring, det regnede næsten ikke og det var næsten vindstille, vi skulle dog rende en ½ km igennem en ret våd skov for at komme hjem.
Jeg løb foran for at få varmen igen, det gik så stærkt, at jeg fik varmen men løb forkert, jeg kom nemlig alt for langt ned. Efter at have krydspejlet mig opad igennem en våd skov og gået efter diverse lyde, der lød danske, fandt jeg de andre igen. Jeg var dog blevet smaddervåd af den regnvåde skov, - hastværk er lastværk, men maden smagte godt den aften og jeg sov ganske fortræffeligt.

På 2. dagen var der solskin, men jeg startede alligevel dagen med at sikre mig Allans jakke, han havde nemlig været så snu at tage flere jakker med. Vi ville klatre ”Reven” (Skandinavisk gradering 6-) og samme længde som ”Sternschnuppe”.
Vi gik til klippen og der fandt Peter så ud af, at den obligatoriske hjelm bør medbringes. Mens vi andre startede første reblængde, løb Peter hurtigløb gennem skoven og kom senere stærkt opvarmet tilbage med behørigt udstyr.

Eftersom en del af ankrene på ”Reven” er placeret med mere end 50 m afstand, må du have mere end 50 m reb, eller også må 2. manden klatre med op nogle meter før standpladsen.
”Reven” går i de tydelige rids mellem ”Sternschnuppe” og ”Via Lara”. Starten af ”Reven” er fælles med ”Via Lara”, men går ret op i de små diedrer. Ridsene i de 3 første reblængder og tagene i fjerde er lette at se fra indstigningen. De fire første reblængder har meget rids og formationsklatring.
Rask gik det mod toppen, dog afbrudt af et toiletbesøg på 3. reblængde (hvordan Mads klarede den, må han sandelig selv forklare).
Fjerde starter med to bolte på slabet og derefter en travers til venstre under tagene. Jeg ledte febrilsk ½ timer efter noget ordentligt at sikre i, før jeg gik over tagene.
Efter at have opgivet at finde noget troværdigt at sikre i, klatrede jeg alligevel over det første tag, - og Voilaaa, der var udsigten til næste bolt 5 - 7 m væk. Så med risikoen for et ret langt fald, men med store forventninger til mine klatreevner, sneg jeg mig bævrende ind på bolten, - og fik den. Derefter kunne jeg, takket være et par højrøstede nordmænd, lytte mig til placeringen af ankeret 15 m højere oppe over et slab. Der var heldigvis endnu en bolt halvvejs til ankeret, så jeg måtte igen ud på en længere usikret distance, det lykkedes dog uden andre skader, end på min sjæl.
Femte er en slablængde og har 6 bolte. På 6. reblængde måtte jeg sørgmodigt konstatere, at chokolade i toppen af en rygsæk nærmest bliver uspiseligt flydende, når solen skinner. Ruten går til sidst sammen med ”Sternschnuppe”, hvor vi sad i rapellingkøen og fik en del sol.
”Reven” har boltede standpladser hele vejen op og bliver flittigt brugt af samtlige klatrere i området, der ikke gider gå hele vejen rundt (to timer), men hellere vil rapellere. Så der var en vældig trafik og vi fik hilst på en masse nord- mænd og kvinder.

På 3. dagen var kurset slut og vi kunne klatre, som vi nu havde lyst til, Allan C., Jacob og Mads klatrede ”Tjallen” (UIAA 2 - 6+, 9 reblængder), til højre for ”Via Lara”.
Personligt tog jeg en fridag, jeg var skidetræt og jeg ville gå op på toppen. Det var en let tur på et par timer, hvor det største crux var at passere 10 meter brede snedriver i korte bukser og små sko og det gik selvfølgelig galt. Den største seværdighed, udover udsigten, var elgsdyrlorte på toppen af Hægefjell, - jeg undrer mig stadig over, hvorfor de går helt derop, når der ikke er noget de kan spise i 1.200 meters højde, - Mads mente, at det måtte være på grund af udsigten, - men han er dog heller ikke naturvejleder.

På 4. dagen ville vi køre ned i dalen og klatre noget andet, der lå tættere på hjemvejen, Så vi startede kl. 8 på turen 20 km ned mod Troldhaugen, et afrundet fjeld med et vandfald i midten. Alle fire kursister ville klatre ”Just for Fun”, 4 reblængder (225 m), 4+, med en række 6´er crux.

Tilgangen til klippen foregik over diverse bæverdæmninger (dem er der rigtigt mange af i området) og snart var vi ved klippen. 1. reblag (Philip og Peter) gik straks til den og vi (Mads og jeg) fulgte hurtigt efter. På 3. reblængde så det velboltede anker (afmærket i guiden) ikke rigtigt ud, som vi havde forestillet os - en slagbolt, slået en 1/3 del i klippen og en ”glemt” hex med utallige slagmærker, gjorde det ud for det! Der var dog ikke ret meget mere reb tilbage. Standpladsen var mildest talt ikke komfortabel, sådan midt på et 10 m rids, de andre havde dog antaget det for værende en standplads, så det gjorde vi også. De andre var klatret ret op efter standpladsen og havde brugt en farlig tid på et stort slab, åbenbart helt uden sikringsmuligheder og derefter en rædsom standplads udenfor vores syns- men sandelig indenfor vores hørevidde. Jeg var glad for at det var Mads´ tur til at føre, han fulgte efter de andre og måtte, ligesom første reblag ud på flere længere 5 – 10 m runouts, for at ende på en elendig standplads.

Allan C. og Jakob kom under os og Jakob råbte op for at få at vide hvor standpladsen var. Da jeg vendte mig for at ”anbefale” slagbolten og hexen, fik jeg øje på to fede nye bolte og en kæmpekarabin 5 m højere oppe og længere ude på en ret stor hylde, - en perfekt standplads, så den anbefalede jeg i stedet.
Så nu begyndte det så småt at gå op for de første to reblag, at vi i vores begejstring var klatret 7 -8 m for langt til højre for ruten, - i stedet for at tage det fede rids for enden af pladen til venstre, var vi klatret over pladen, - men som Allan og Jakob repeterede ofte under kurset: ”Man kan jo også prøve at læse guiden”.
Implicit og stiltiende var kursisternes motto dog: ”Guider er ikke for rigtige mænd, guider bruger man kun, så man bagefter kan se hvor ”gærdet” kunne have været lavest!” - Det kunne de velmenende instruktører jo ikke vide.

Efter en lang, mudret, varm og besværlig nedstigning igennem alt mulig skidt, hvor Allan C startede noget, der lignede et kapløb, som vi alle (mere eller mindre) begejstrede deltog i, kom vi ned til bæverdæmningerne og vandet. Vi tænkte vist alle på et bad, men instruktørerne stormede i forvejen op til bilen på den anden side. Da vi trætte, møgbeskidte og med udsigten til en lang køretur i en varm bil, kom op til bilen, fik vi at vide, at vi havde meget travlt. For hvis vi skyndte os, kunne vi nå et bad i en lille bjergsø, som instruktørerne kendte. Vi fik pludselig meget travlt og humøret steg fra det almindeligt depressive til pjattede højder.
Da vi kom til vandet foregik al badning på bedste danskermaner, - fuldt firspring ud i det afsindigt kolde vand, iklædt røde hoveder, røde arme og hvid røv. Hvad nordmændene tænkte, hvis de så det, vides ikke. Efter 10 minutters af- og påklædning fandt vi ud af, at en WV bus, kækt parkeret helt nede ved vandet, kan være ganske besværlig at få op på vejen igen. Hele bundtet måtte ud for at skubbe og Allan foretog en række snedige manøvrer, der til sidst fik bilen op på vejen.

Forplejning: Jeg må sige at forplejningen var på toppen, selv de sidste par dage, hvor vi eksperimenterede med sammenblandinger af, hvad man sådan kunne finde af rester rundt omkring. Vi havde jo kun regnet med, at blive der to dage og flere af os troede, at vi skulle have boet på campingpladsen, personligt havde jeg 4 plader chokolade med, resten ville jeg have købt i Norge. Heldigvis havde arrangøren Jakob købt rigeligt ind til turen.
Specielt huskes spegepølseretten.Vi havde ikke kød til 3. dagen, Philip havde godt nok to bøffer, men vi var altså 6 mænd. Mads havde taget en gammel oksespegepølse med, fordi den alligevel havde pustet posen op i køleskabet derhjemme. Posen (og pølsen) blev nærmest eksplosivt udspilet af at ligge yderligere 4 dage i teltet, men eftersom Allan C. ved noget om varedeklarationer og mente, at der var så mange kemikalier i pølsen, at den faktisk trives bedst i et telt, blev nogle af os enige om at æde pølsen.
Den blev skåret i skiver, stegt med løg og derefter grundigt indkogt i ketchup. Den smagte rigtig godt sammen med rødvin og Philips karryris. Flere af de andre kiggede dog skeptisk på os, samtidig med, at de underholdt os med diverse festlige tyndskidshistorier fra Nepal. Dagen efter måtte de misundeligt konstatere, at vi dog stadig havde det rigtig godt, - men da var pølsen altså spist!

Hjemturen var den rene fornøjelse, jeg blev læsset af i Larvik og tog natfærgen (12 timer) til Frederikshavn. Jeg slog straks lejr på soldækket, under et halvtag og nød den natlige havluft og de støjende unge mænd, der havde lokket nogle støjende unge piger med ud på dækket.
Efter en rask kilometers morgenløbetur med 25 kg bagage (fra kl. 8.02 til 8.16) fra færgehavnen til toget, nød jeg; - udsigten til et netop afgået tog (kl. 8.15), - derefter 1½ time med en kop kaffe på banecafeen, - og til sidst en tur ned gennem Jylland. Jeg var i Århus mandag kl. 12, - en række gode oplevelser rigere!

Guide: http://www.steepstone.com/topo/nissedal/default.asp
Allan Andreasen